Videoinstallasjon. Foto: Susanne Christensen
Bjørg Taranger, fra utstillingen Urban Mosaikk, Galleri Gathe 2009
.
HC Gilje, Bjørg Taranger, Nathan Coley
Av Susanne Christensen - utdrag fra kunstkritikk.no
- ´Men velbehaget kan ikke vare ved, og det gør det sandelig heller ikke, for jeg slås af øjeblikkelig krisestemning så snart jeg sætter foden inden for på Galleri Gathe. «No exit» står spraymalet med sort på en angstgrøn væg. Jeg sætter mig definitivt på den forkerte stol, jeg bilder mig ind at jeg er tilskuer, men projektoren er vendt imod mig, og det hvide, flimrende lys trænger sig migrænefremkaldende på. Alle rimelige sociale strategier truer med at kortslutte, men jeg skimter en tredje position, en stol som står ude til siden, og herfra har jeg overblik over den fælde jeg netop gik i: Her kan jeg se på tilskueren, og se at hun indgår i et kunstværk, med mønstre krybende over huden.
Da jeg er mere rolig kan jeg endelig rette opmærksomheden indad i rummet hvor utallige uddaterede fjernsynsapparater står opstablet og giver en brummende, hvid støj fra sig og en umiskendelig lugt af lo-fi teknologi. Bjørg Tarangers værker fremviser en blanding af let diktatoriske vejskiltagtige røde cirkelmønstre (gestik) og mere diffuse, kalejdoskopiske mønstre (tekstur) i bevægelse. Mønstrene – lad os bare kalde dem urbane mosaikker – ser umiddelbart abstrakte ud, men består ved nærmere eftersyn af byrum og menneskemængder, en slags omskrivninger af byen som både rydder op i kaos og forstærker det: Der er noget dehumaniserende i den æstetiske organisering af menneskemyldret, et ubehag vækkes. Den magt jeg tildeles (jeg overskuer byen gennem utallige overvågningskameraer) er det døde øjes magt: I er mennesker, men for mig er I bare dekorative mønstre.-´
Susanne Christensen.